FORMALING AF KERNER TIL MEL
SKÆRTOFT mølle er indrettet i 2004 i en nyrenoveret staldbygning
– én af de ældste på gården.
Når årets høst af rug, spelt og hvede er i hus, måles kornets vand-procent. Hvis den er under 15, bringes kornet direkte til siloer, hvor det ligger på lager, indtil det skal formales. Hver kornsort har sin af-mærkede silo. Er vandprocenten højere end 15, tørres kornet ned i gårdens tørreri.
Rækker vores egen høst ikke til hele årets produktion i mølleriet, er vi
stolte over at have aftaler med nogle af de bedste økologiske
planteavlere, om at de leverer resten af de afgrøder, vi har brug for.
På det tidspunkt hvor kernerne skal formales, sendes de først gennem et renseri, hvor ukrudtsfrø og andre urenheder sorteres fra. Det rensede korn går derefter gennem stenudskilleren, som frasorterer helt små sten. Den proces lader sig gøre, fordi stenudskilleren sorterer på vægtfylde. Og sten, selv de helt små, har større vægtfylde end kornkerner, og kan derfor frasorteres.
To gange passerer kornkernerne magneter, hvor eventuelle fine metalspån opfanges. Først derefter er råvaren blevet til renvare. Kernerne er klar til formaling.
DEN MODERNE MØLLESTEN
Møllestenen, som har været kendt og brugt af mennesker i 6.000 år, er den centrale del af formalingsprocessen. På SKÆRTOFT mølle bruger vi en langsomtgående stenkværn. Den arbejder nænsomt og skåner bedst muligt melet, som fremkommer, så snart skallen er brudt.
Skal der males fuldkornsmel og groft malet mel, føres melet direkte fra kværn til vægt. Fuldkorns- og groft mel fra SKÆRTOFT mølle indeholder alt det, naturen har at byde på: kim, frøhvide og skal.
Er det derimod fin mel, der males, transporteres melet fra kværnen til sigten. Her kan vi arbejde med forskellige grader af finhed. Måleenheden regnes i μm (my meter - mikrometer) og vores fine mel sigtes på 200 μm.
MEL PÅ POSE
Alt mel afvejes på elektroniske vægte. Derefter håndpakkes det og lukkes med en topetiket, hvorpå der er printet hvilken dato, vi har malet netop denne pakke mel, og hvor lang holdbarhed den har.
PAKNING OG LAGER
Når melet er pakket, sættes det på lager, indtil det bliver afhentet af en vognmand. Da vores idé er, at vi vil levere helt friskmalet økologisk mel, maler vi kun de mængder, der er bestilling på.
KVALITETSSIKRING
For at fastholde kvaliteten af det korn, vi formaler i mølleriet - både vores eget og de indkøbte partier - får vi udført test af kornprøverne: næringsindhold, faldtal, ochratoxin ect. Desuden deltager vi i Rådgivningscentret LHN's høstvarslingssystem, og vi er certificeret efter standarder udarbejdet af Økologisk Landsforening.
MEL - EN SANSELIG OPLEVELSE
Når man aldrig har prøvet at male mel før - og aldrig har prøvet at røre ved, snuse til eller bare iagttage nymalet mel - så er det en ny verden der åbner sig for en.
Hele mølleriet dufter på en ganske særlig måde når der males. Selv om der er en konstant rumlen fra kværnens motor og transportrør, så kan man stadig høre når det grove mel risler ned i posen på vægten. Det fine mel falder ned med bløde dump. Nymalet mel mærkes lunt gennem posen.
Hver slags korn har både sin egen duft og sin egen farve. Spelten dufter svagt af vanille og det fine mel ligger som rosa pudder i poserne. Hveden er honningsød og lysegul, hvorimod rugen er grågrøn og dufter lidt bittert og "grønligt". Vi har fundet ud af at kornsorten også har betydning for melets farve, hvilket gav os lidt af en overraskelse da vi efter dette års høst for første gang malede en
ny hvedesort. Den er nemlig næsten kobbergylden, og vi blev i tvivl om vi havde fået det rigtige korn i kværnen. Det havde vi - naturligvis - og nu er vi den erfaring rigere.