Skærtoft mølle

 




 

 

Skærtoft Mølle ØKO.GÆR

Vi importerer vores gær fra det tyske firma Agrano, som siden 1996 har produceret økologisk gær under betegnelsen ”økologisk kornprodukt med gær”. Denne særlige formulering skyldes at det siden 1992 ikke har været tilladt at betegne gær som økologisk, fordi man fra skrivebordet i Bruxelles ikke ville relatere selve gærsvampen til økologisk jordbrugsproduktion. Men pr. 1. januar 2009 blev det vedtaget i EU, at når gærens voksemedium er økologisk, må man gerne kalde økologisk dyrket gær for ØKO.GÆR.
 
Agrano's gær er udviklet i samarbejde med Die Eidgenössische Technische Hochschule, Zürich, og selve gærstammen (Saccharomyces cerevisiae steineri) er isoleret fra en Schweisisk surdej. ØKO.GÆR fra Agrano dyrkes på en blanding af primært hvedemel samt majs- og rismel, uden tilsætning af bl.a. kvælstof, pH-regulerende stoffer og syntetiske vitaminer som i konventionel gærproduktion. Alle mikroorganismer og enzymer der anvendes til produktionen af ØKO.GÆR er desuden garanteret GMO-fri. 

Se oversigt over forskelle HER.
 
En af kvaliteterne ved Agrano's økologiske gær er, at det vand som bruges gennem produktionsforløbet er direkte genanvendeligt. Dét er ikke muligt ved konventionel gærproduktion, hvor gæren bl.a. oprenses ved brug af forskellige kemikalier. Her er det nødvendigt at rense vandet to gange. ØKO.GÆR oprenses ved centrifugering og resterne af gærens voksemedium genanvendes til f.eks. økologisk surdej.
 
ØKO.GÆR kan doseres som konventionel gær, men skal så have et lidt varmere miljø for at hævetiden tilsvarer almindelig gær. Optimal dejtemperatur ligger mellem 26 og 28°C. Ved lavere temperatur skal du forvente at øko.gæren er lidt langsommere. Dette kan selvfølgelig omgås ved at sætte mængden af gær lidt op.

Vi anbefaler, at du holder ud og venter! Får øko.gæren lidt ekstra "arbejdstid" kvitterer den nemlig med god smag. Det skyldes, at den dyrkes på økologisk hvedemel, hvilket gør at øko.gæren har en karaterisk duft og smag af "koldt æblelager" og æblecider. ØKO.GÆR sælges i Irma og udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen forretninger landet over til kr 6,- for 42 g.

Læs mere på Agrano's hjemmeside her.

Til forsiden